Luisi & Mozart
DR Koncerthuset, Ørestads Blvd. 13, 2300 København, Copenhagen Kort
fös. 07.05.2027 19:30
Der går en lige linje fra Mozarts geni til Schönbergs musikalske mod, og for chefdirigent Fabio Luisi er de to tæt forbundne.
I Wien i 1788 hørte publikum for første gang Mozarts sidste symfoni – en ubrudt og sirlig strøm af musikalsk sprudlen, der bobler af glæde og opfindsomhed trods sit avancerede design. Indflydelsen på Schönberg er åbenlys, og virkningen ved en livekoncert er elektrisk.
Fabio Luisis odyssé gennem Arnold Schönbergs musik, en af det tyvende århundredes vigtigste kunstneriske personligheder, når med denne koncert frem til to værker, hvor det musikalske sprog føles både fremmed og velkendt.
Schönberg forlod måske Wien, men Wien forlod aldrig Schönberg. Byens ånd gennemtrænger komponistens klaverkoncert, skrevet i Californien i 1942, men med indarbejdelsen af en umiskendelig wienervals. Værket er blevet sammenlignet med »en god privat samtale … lyrisk og vittig«.
Ligesom i hans Kammersymfoni nr. 2, der blev til over en periode på 32 år, viser Schönbergs klaverkoncert, at modernistisk logik kan forenes med senromantisk passion – og at man nogle gange må se tilbage for at kunne se fremad.
Aftenens to første værker vil indgå i DR Symfoniorkestrets indspilning af Schönbergs orkesterværker for pladeselskabet Deutsche Grammophon.