Joyce DiDonato & DR Symfoniorkestret
DR Koncerthuset, Ørestads Blvd. 13, 2300 København, Copenhagen Kort
fim. 21.01.2027 19:30
Joyce DiDonato kan med rette beskrives som et fænomen. Hendes kunstneriske format har sikret hende en plads blandt musikkens allerstørste, samtidig med at hendes inspirerende syn på kreativitet har placeret hende centralt i diskussioner om kulturens rolle i samfundet.
DiDonato er af The New Yorker blevet beskrevet som ”den måske mest slagkraftige kvindelige sanger i sin generation”. Hun fortolker musik med stor følelsesmæssig dybde, og denne koncert med DR Symfoniorkestret favner både det monumentale og det indadvendte.
Hector Berlioz’ fortolkning af Kleopatras død er et intenst, sammenhængende musikalsk drama med tekst af Vielliard. Her står Kleopatra alene med sin skæbne, og vi følger hende i de sidste, gribende minutter af hendes liv – fra sorg og raseri over tabet af Antonius til den stolte beslutning om at vælge døden frem for romersk ydmygelse.
Med sin farverige orkestrering og psykologiske skarphed tegner Berlioz et råt og nærværende portræt af en hersker, der dør, som hun levede: kompromisløst.
I kontrast hertil står Gustav Mahlers Rückert-Lieder, hvor blikket vendes indad i en række fintmejslede sange om kærlighed, tab og stilhed. Her udfolder DiDonato sin særlige evne til at forene tekstnærhed og vokal intensitet.
Ved koncerten får DiDonato selskab af den efterspurgte franske dirigent Fabien Gabel, der leder DR Symfoniorkestret i Berlioz’ funklende værk og Mahlers dybt bevægende sangcyklus – ledsaget af Strauss’ Rosenkavaler-suite og Ravels forførende Bolero.